Fleksjob
Hvad er fleksjob?
Fleksjob er med til at skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle, og hvor alle får mulighed for at bruge deres arbejdsevne.
Fleksjob er ansættelse på særlige vilkår, hvor arbejdsopgaverne tilpasses individuelt i forhold til medarbejderens arbejdsevne og skånehensyn. Fleksjob kan oprettes inden for alle arbejdsområder, funktioner og stillingstyper.
Medarbejderen ansættes med de løn- og ansættelsesvilkår der er gældende for fagområdet. Virksomheden udbetaler løn for 37 timers arbejdsuge og får et løntilskud fra kommunen der modsvarer medarbejderens nedsatte arbejdsevne. Tilskuddet udgør 50% eller 66% af fagområdets mindsteløn. Det er graden af medarbejderens nedsatte arbejdsevne, der bestemmer tilskuddets størrelse.
Hvem tilkendes fleksjob?
Fleksjob tilkendes personer der har en varig nedsat arbejdsevne. Personen må ikke kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Kommunen bevilger fleksjobbet, efter at have konstateret at ansættelse på normale vilkår ikke er muligt.
Arbejdsevnen kan være nedsat af fysiske, psykiske eller sociale årsager. Begrænsningen i arbejdsevnen skal ses i forhold til ethvert erhverv. Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige konkrete specificerede arbejdsopgaver, så der kan opnås en indtægt, der gør personen helt eller delvist selvforsørgende.