Feriepenge
Alle lønmodtagere i Danmark har ret til ferie og feriepenge. Du optjener både dine feriedage og feriepenge fra den 1. januar til den 31. december. Du kan først afholde din ferie året efter fra den 1. maj til den 30. april.
Din arbejdsgiver giver dig enten et feriekort eller indbetaler dine feriepenge til FerieKonto. Hvis feriepengene er indbetalt til FerieKonto, får du et feriebevis derfra.
Feriepenge via FerieKonto
Har du optjent feriepenge via FerieKonto, er det nu blevet nemmere at få dem udbetalt. Nye regler betyder nemlig, at du ikke længere skal have dit feriekort underskrevet af en arbejdsgiver, før du kan få pengene.
I stedet kan du logge på feriekonto.dk med NemID og udfylde feriekortet online, hvorefter du modtager dine feriepenge senest efter fem bankdage.
Få dine feriepenge udbetalt på feriekonto.dk (åbner nyt vindue)
Feriepenge via feriekort
Din nuværende arbejdsgiver/tjenestestedet skal underskrive feriekortet, hvis du
- er i arbejde
- aftjener værnepligt
Din a-kasse skal underskrive feriekortet, hvis du
- modtager arbejdsløshedsdagpenge
- modtager supplerende dagpenge
- modtager efterløn
Din bopælskommune skal underskrive feriekortet, hvis du
- er selvstændigt erhvervsdrivende - men du kan også vælge at udfylde en blanket, som sendes med feriekortet
- modtager overførselsindkomst fra kommunen (fx kontanthjælp eller pension)
- er skoleelev eller studerende
- er forhindret i at holde ferie pga. en lovlig feriehindring (fx barsel og sygdom)
Du skal være opmærksom på, at du ikke kan modtage overførselsindkomst i en periode, hvor du har skrevet under på, at du afholder ferie.
Læs mere om feriepenge på www.borger.dk eller på FerieKontos hjemmeside.
29.04.11 chge