Rebild Kommunes byvåben

Rebild Kommunes byvåben er designet som et symbol på den smukke natur, som Rebild Kommunes indbyggere kan glæde sig over hver dag de bevæger sig ud af hoveddøren.
Skjoldets form bærer lange traditioner og er rammen for de fleste byvåben. Byvåbnene i de "gamle" Rebild-kommuner - Nørager, Skørping og Støvring - havde alle skjoldformede byvåben. Skjoldet udstråler den styrke og uigennemtrængelighed, som bystyret gerne ville vise overfor fremmede ved fortidens beskyttende byporte.
I dag er byvåbenet en mere fredelig form for logo. Rebilds byvåben repræsenterer Rebild Bakkers klare fortrin, bakkerne og bøgene, som præger den mægtige Rold Skov, der ligger som områdets naturlige forankringspunkt. Byvåbnet viser tre bøgetræer som i symmetrisk harmoni placerer sig på baggrunden med den grønne buede linje, som forestiller bakkerne, vi på vandring i skovbrynet kan se i horisonten.
Farverne er hvid og grøn, som udtrykker henholdsvis klarhed og vækst og liv. Den klare luft i den grønne skov, men også en klar vision for fremtidig vækst i den levedygtige muld i bakkerne i generationer fremover.