Henvendelse og indstilling til PPR
For skolernes vedkommende foregår indstilling til PPR først og fremmest gennem skolernes kompetencecentre, men forældrene kan også selv henvende sig til PPR.
For småbørn sker henvendelse til PPR enten gennem barnets daginstitution, dagplejen eller ved forældrenes direkte kontakt til PPR.
Indstillingsskema
For at indstille til PPR skal lærere og pædagoger i samarbejde med forældrene udfylde et indstillingsskema. Skemaet skal være underskrevet af både forældre og skolens/institutionens leder. Det skal også udfyldes af skolelæge eller sundhedsplejerske i den del af skemaet, der omhandler barnets sundhed.
Skemaet skal sendes af skolen/institutionen til PPR, hvor det bliver registreret i PPR's elektroniske journalsystem. Journalen findes derfor både i elektronisk form og i papirform. Journalen er omfattet af reglerne om aktindsigt og fortrolighed, og den fungerer som PPR's arbejdsredskab.
Samarbejde med PPR
Den PPR-medarbejder, der er tilknyttet skolen/institutionen vil tage kontakt til familien og til skolen/institutionen. Herefter tilrettelægges PPR's indsats i sagen i samarbejde med familien.
Der er ofte mange spørgsmål, der melder sig hos forældre, når deres barn bliver indstillet til PPR. Det kan f.eks. være en bekymring over, at barnet muligvis skal undersøges og vurderes af en psykolog eller andre eksperter, som ikke kender barnet – hvordan foregår undersøgelsen? Hvad skal der ske fremover? osv.
Det er derfor en god ide, at skrive alle spørgsmål ned og drøfte dem med den PPR-medarbejder, som får sagen. Det kan lægge grunden til et konstruktivt og tæt samarbejde med PPR.
Tavshedspligt
Alle PPR's medarbejdere har tavshedspligt og notatpligt og det vil altid være i samarbejde med forældrene i hvilket omfang skoler og institutioner får formidlet PPR's viden om jeres barn.
|
Kontakt PPR Sekretær Rikke Rosenkilde, Skoleafdelingen tlf.: 9988 7788 mail: rero@rebild.dk
eller ring til Rebild Kommune på tlf.: 9988 9988 |
Opdateret 17.11.08 anky