Boformen i Terndrup
Boformen er egnet til længerevarende ophold til personer som på grund af betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, har behov for hjælp til almindelige daglige funktioner, pleje/omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.
Hvis du skulle have behov for denne service, skal du via Myndighedsafdelingen i Rebild Kommune visiteres til Boformen, der skal vurdere om betingelserne er opfyldt.
Boformen ligger på Hadsundvej 2b, 9575 Terndrup. Huset er opført i 1986, og er placeret midt i byen tæt ved svømmehal, forretninger m.m. Svanestien omkring Mølledammen ligger ligeledes indenfor gåafstand, og giver mulighed for ture i grønne områder.
I Boformen er der plads til 6 beboere/borgere, og vi kan tilbyde hver beboer et værelse på ca. 16 m2, samt stort fællesareal med dagligstue, spisekøkken m.m. Desuden har vi en lukket have.
Beboerne er visiteret til dagbeskæftigelse i henholdsvis Hobro og Nørresundby.

Takster for 2012
- Husleje cirka 21.120,00 kroner (afhængig af m2)
- Varme og el cirka 6.778,00 kroner
- Vask og rengøring 3.420,00 kroner
- Kost 39.144,00 kroner
Per måned cirka 5.872,00 kroner I alt per år cirka 70.462,00 kroner
Boformens pædagogiske praksis er styret af følgende værdier og overbevisninger:
Boformen er beboernes hjem og personalets arbejdsplads.
Trygge mennesker er glade mennesker
Mennesker har behov for at føle sig trygge og sikre. Udvikling forudsætter tryghed. Menneskers tryghed afhænger af om de kan regne med de personer, som omgiver dem. Beboerne har brug for at vide, at de er værdsat og elsket, og at behovet for omsorg imødekommes. Derfor er vi meget opmærksomme på den enkelte beboers tryghed og trivsel i dagligdagen. Miljøet og atmosfæren i Boformen tror vi spiller en stor rolle for beboernes velbefindende. Vi lægger derfor meget vægt på en omgangsform som er kærlig og varm, og hvor man taler til beboerne, og ikke om beboerne.
Alle mennesker er noget særligt
Alle mennesker er hver især unikke og enestående personligheder. Uanset hvem de er, og hvad de kan, er de alle lige værdifulde. I Boformen er dette menneskesyn grundlag for alle handlinger i samværet med beboerne.
Den enkelte beboer er i fokus
Vi møder den enkelte beboer på hans/hendes præmisser. Mennesker er forskellige, og skal derfor behandles forskelligt. Alle beboere mødes med respekt for den person de er. Igennem dialog, indlevelse og forståelse sætter vi os i den enkelte beboers sted, og handler ud fra denne position. Vi er også opmærksomme på at undlade, at sammenligne beboerne med hinanden, fordi de er forskellige og udvikler sig forskelligt og i forskellige tempi.
Et højt selvværd er et vigtigt fundament
Et højt selvværd er det mest værdifulde, vi kan give beboerne. Vi anerkender og fokuserer på beboeren frem for på hans/hendes mangler og svagheder. Vi tror på, at denne vej er rigtig, når målet er, at udvikle beboeren til et stærkt, selvstændigt og socialt kompetent menneske. Vi ønsker, at gøre den enkelte beboer betydningsfuld, ved aldrig at være tilbageholdende med ros og opbakning, og ved at give beboeren udfordringer, som han/hun oplever at kunne mestre. Vi anerkender, og accepterer ikke uhensigtsmæssigt adfærd, men når vi vejleder den enkelte er det aldrig personen, men handlingen som er uønsket.
Et menneske udvikler sig i samspil med andre
De fleste mennesker indgår konstant i sociale fællesskaber og relationer til andre. Vi lærer og udvikler os i mødet med andre mennesker, og har brug for miljøskift. Udvikling af evner og færdigheder til at omgås og "at komme ud af det med andre" på en positiv og berigende måde, anser vi for at være et vigtigt aspekt i beboernes liv. Vi arbejder på, at motivere dem til at deltage i sociale sammenhænge på alle niveauer.
For yderligere oplysning kontakt:
Boformen Terndrup
Hadsundvej 2b
9575 Terndrup
Telefon: 9988 8435
E-mail: ibigr@rebild.dk
11.01.12 vawe