Til forsiden

Ansøgning om bolig

For at få tildelt en ældrebolig eller en plads på et ældrecenter skal du opfylde en række kriterier.

Nedenfor kan du læse mere om kriterierne for at få tildelt en bolig.

Bolig på ældrecenter
En bolig på et ældrecenter tildeles borgere, som opfylder en eller flere af følgende betingelser:

  • har et stort behov for pleje, støtte og hjælp hen over døgnet
  • ikke længere kan klare sig i hidtidig bolig
  • har behov for, at hjælpen er tæt på døgnet rundt
  • grundet psykiske og/eller fysiske årsager har et omfattende, varigt behov for pleje, samvær og aktiviteter

Er der ledige boliger på ældrecentrene, kan de tilbydes som forebyggende foranstaltning.

Ældrebolig
Ældreboliger tildeles borgere, som opfylder en eller flere af følgende betingelser:

  • har behov for en bolig med gode adgangsforhold og en indretning, der er velegnet for gangbesværede
  • har en funktionsnedsættelse, men er i stand til at klare sig i en selvstændig bolig
  • har behov for at kunne tilkalde hjælp fra en hjemmeplejemedarbejder
  • nuværende bolig er uhensigtsmæssig i forhold til borgerens helbredssituation

Er der ledige ældreboliger, kan de tilbydes som forebyggende foranstaltning.

Rebild Kommune har plejeboliggaranti.

Ansøgning om bolig:
Ønsker du at søge en bolig, skal du udfylde et ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet kan du udskrive ved at klikke på linket dertil under selvbetjening i højre side af skærmen, henvende dig i Borgerservice eller kontakte en visitator i Myndighed. Visitatorerne kan yde generel rådgivning vedrørende valg af bolig, økonomi og lignende.
Har du brug for yderligere oplysning kontakt Myndighed på telefon 9988 9988. 

Ansøgningen udfyldes og sendes til:

Rebild Kommune
Center Pleje og Omsorg
Myndighedsafdelingen
Hobrovej 88
9530 Støvring

Efter at have modtaget din ansøgning vil Rebild Kommune foretage en konkret vurdering af dine forhold for at afgøre, om du er berettiget til en ældrebolig eller en plads på et ældrecenter.

06.06.11 Vawe