Hjemmepleje
Hvis du har brug for personlig hjælp, pleje og praktisk bistand som følge af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, så kan du få hjemmepleje. Hjemmeplejen ydes efter princippet ”hjælp til selvhjælp”, hvilket vil sige, at du inddrages i de opgaver, som du kan klare.
Afgørelsen træffes af Myndighedsfunktionen efter en konkret individuel vurdering. Plejen kan f.eks. omfatte personlig hygiejne, af- og påklædning, toiletbesøg, hjælp til at spise, træning, aktivering, rengøring, tøjvask, indkøb og hjælp til bestilling af dagligvarer.
Rebild Kommune udarbejder en serviceaftale, der beskriver hvilken hjælp, du er berettiget til og præciserer den tildelte hjælp. Hvis din situation ændres, revurderer Rebild Kommune den hjælp, du modtager. Bevillingen bliver revurderet mindst en gang årligt.
Hvis du har spørgsmål eller gerne vil søge om hjemmepleje, skal du kontakte Myndighedsfunktionen i Rebild Kommune.