Til forsiden

Sø- og åbeskyttelseslinjer

Sø- og åbeskyttelseslinjen er knyttet til alle søer med en vandflade på mindst 3 ha og de fleste større vandløb (1,5 m til 2 m i regulativmæssig bundbredde). Lovbestemmelserne om linjerne finder du i Naturbeskyttelseslovens § 16. Den omfatter som udgangspunkt 150 m fra kanten af vandløbet eller søen. Formålet med sø- og åbeskyttelseslinjen er at sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer og som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv.

Inden for sø- og åbeskyttelseslinjen må der ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i terrænet. Sø- og åbeskyttelseslinjen er en forbudsbestemmelse, som administreres knap så restriktivt som strand- og fortidsmindebeskyttelseslinjen, medmindre der er tale om en uberørt ådal eller en søs uberørte omgivelser.

Vær opmærksom på, at det også kræver dispensation at plante juletræer. 

Fra 2. januar 2012 er der kommet nye regler for energiafgrøder indenfor sø- og åbeskyttelseslinjen. De betyder at man ikke skal søge om dispensation til plantning af flerårige energiafgrøder indenfor sø- og åbeskyttelseslinjen, hvis det ligger udenfor Natura 2000-område, og ikke er omfattet af andre regler, fx. § 3 i naturbeskyttelsesloven. Se nærmere her om de præcise regler.

Opmærksomheden henledes på at registreringen af § 3 arealer som den ses på Miljøportalen er vejledende, og at der kan være flere arealer der er omfattet af § 3. Du kan til enhver tid henvende dig til Center Natur og Miljø og få oplyst om et areal er omfattet af § 3.

Er du i tvivl om din ejendom er pålagt sø- eller åbeskyttelseslinjen, så kontakt Center Natur og Miljø i Rebild Kommune.

Når du kontakter kommunen, er det vigtigt at oplyse matrikelnummer på ejendommen, du ønsker oplysninger om.