§ 3 beskyttet natur
Beskyttet natur
I Rebild Kommune er der ca. 6000 forskellige arealer med natur, der er beskyttet og skal passes på. De er omfattet af § 3 i Naturbeskyttelsesloven af 1992 eller af EUs habitat- eller fuglebeskyttelsesdirektiver . I den beskyttede natur kan hidtidig, lovlig drift fortsætte, men ændringer kræver dispensation.
Der gives normalt kun dispensation til indgreb, hvis 1) der er tale om særlige omstændigheder, hvis 2) indgrebet er af naturmæssigt underordnet betydning, eller hvis 3) indgrebet efter en samlet vurdering medfører en forøgelse af naturindholdet i området.
Der gives normalt ikke dispensation til indgreb, der er begrundet i landbrugsmæssige, økonomiske eller rekreative interesser, selv om der kan tages hensyn til offentlighedens adgang til naturen.
Det kræver ikke tilladelse at opretholde den drift (f. eks græsning), der hidtil har været på arealet, men driften må ikke intensiveres (f. eks ved gødskning på hidtil ugødede naturområder). Det er heller ikke tilladt at dræne områderne mere end hidtil, men sædvanlig vedligeholdelse af dræn eller vandløb kræver ikke en dispensation.
Den beskyttede natur omfatter:
-
tørre højbundsarealer som heder og overdrev
-
lavbundsarealer som strandenge, ferske enge, kær og moser
-
søer, vandhuller og damme
-
bestemte, udpegede vandløb
-
Fortidsminder er beskyttet mod ændringer´
-
Sten- og jorddiger er ligeledes beskyttet mod ændringer
Læs mere om de enkelte naturtyper og beskyttelsen af dem ved at klikke i menuen til venstre
Læs mere i Naturbeskyttelsesloven
Find udpegede områder, fortidsminder samt jord- og stendiger på Miljøportalen