Enge
En beskyttet naturtype - Naturbeskyttelseslovens § 3
Ingen anden naturtype indeholder så mange forskellige blomster som engen. Den er et vigtigt levested for planter og dyr og har stor betydning i det økologiske kredsløb. Enge findes på relativt lavtliggende og fugtige arealer. De er lysåbne og domineret af græsser og flerårige urter.
Enge opdeles i to hovedtyper:
- Kulturenge omlægges med jævne mellemrum (hvert 7-10 år) og gødskes i reglen. I kulturengen dominerer de græsser, der er blevet udsået efter en omlægning
- Naturenge omlægges sjældent eller aldrig. Naturengen rummer mange plantearter, og det er blomsterplanter og vilde græsser der dominerer.
Engarealer bliver brugt til græsning, græsslæt, ensilage eller til høslæt. Ved at holde plantedækket nede, åbner landmanden op for gode lysforhold til mange forskellige blomsterplanter.
Gødskning og omlægning
Ved gødskning og omlægning mindskes artsrigdommen af planter, insekter, fugle og andre dyr. I nogle tilfælde kan gødskning af engene begrænses. På humusrige jorde har gødskning ofte kun ringe effekt på produktionen.
Omlægning kan ligeledes godt begrænses væsentligt. Uønsket tuedannelse af Mose-Bunke eller Lyse-Siv kan modvirkes ved at tage slæt, afpudse eller undgå for tidlig udbinding.