Regler for private olietanke
Olietanke under 6000 l (ofte kaldet villaolietanke)
For olietanke under 6000 l er der regler for hvor længe de må anvendes, før de skal sløjfes. Reglerne skal sikre at jord og grundvand ikke forurenes med olie ved defekter på olietankene. Jo ældre en tank er, desto større er risikoen for et olieudslip. Bruges en olietank til fyringsolie primært beregnet til opvarmning af privat bolig, omtales den ofte som en villaolietank.
Er min olietank for gammel?
Det er ikke helt enkelt at finde ud af hvornår en olietank er for gammel, da der findes forskellige typer olietanke med forskellige forventede levetider. Af nedenstående tabeller ses sløjfningsterminer for en række almindeligt forekommende typer af olietanke under 6000 l. Kan fabrikationsår ikke dokumenteres ud fra enten mærkeskilt eller tankattest, betragtes fabrikationsåret som udgangspunkt som værende ukendt.
Hvis du er i tvivl om hvilken type olietank du har, og hvor gammel den er, så kontakt Center Natur og Miljø og så skal vi forsøge at hjælpe dig.
Når du ringer, så hav gerne oplysninger om olietanken og tankattest samt din adresse klar.
|
Overjordiske tanke under 6000 l (inkl. indendørs opstillede tanke) |
|
Materiale |
Type |
Sløjfningstermin |
|
Plasttanke |
Enkeltvæggede tanke |
25 år efter fabrikationsår (er produceret siden 1999) |
|
Dobbeltvæggede tanke |
40 år efter fabrikationsår |
|
Tanke med ukendt fabrikationsår |
Hurtigst muligt* |
|
Ståltanke |
Tanke, som er typegodkendt med indvendig korrosionsbeskyttelse ved belægning/offeranode |
40 år efter fabrikationsår (er produceret siden 1999) |
|
Øvrige ståltanke med kendt fabrikationsår |
30 år efter fabrikationsår (er produceret siden før 1950) |
|
Tanke med ukendt fabrikationsår |
Hurtigst muligt* |
|
Andet materiale |
Enkeltvæggede tanke |
25 år efter fabrikationsår (er produceret siden 2000) |
*) Disse tanke skulle være sløjfet allerede inden 1. september 2008, og er derfor ikke automatisk forsikrede, hvis uheldet skulle være ude.
|
Nedgravede tanke under 6000 l |
|
Materiale |
Type |
Sløjfningstermin |
|
Plasttanke |
Tanke med kendt fabrikationsår |
45 år efter fabrikationsår |
|
Tanke med ukendt fabrikationsår |
Senest 31. marts 2015 |
|
Kugleformede tanke af mærket AJVA-PLAST |
20 år efter fabrikationsår |
|
Ståltanke |
Tanke, som er typegodkendt med indvendig korrosionsbeskyttelse og med udvendig belægning af glasfiberarmeret polyester |
50 år efter fabrikationsår (er produceret siden 1999) |
|
Tanke, som er typegodkendt uden indvendig korrosionsbeskyttelse, men med udvendig belægning af glasfiberarmeret polyester |
40 år efter fabrikationsår (er produceret siden ca. 1967) |
|
Tanke med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester, som ikke er typegodkendt |
Hurtigst muligt** |
|
Tanke med ukendt fabrikationsår |
Hurtigst muligt** |
|
Tanke med anden typegodkendt udvendig belægning end glasfiberarmeret polyester |
50 år efter fabrikationsår |
**) Disse tanke skulle være sløjfet allerede inden 1. april 2010, og er derfor ikke automatisk forsikrede, hvis uheldet skulle være ude.
Typegodkendelse og specielle tankeFor at en ny eller brugt olietank under 6000 l i dag må tages i brug til opbevaring af olier, så skal den være typegodkendt. Dvs. at hjemmelavede olietanke og olietanke specialbyggede af smede ikke er typegodkendte, medmindre der forelægger dokumentation herfor (hvilket er en sjældenhed for olietanke under 6000 l).
Køber man en ny olietank af en producent eller importør i Danmark i dag, vil det fremgå af tankattesten og mærkeskiltet, om olietanken er typegodkendt. Dette kan ses af et godkendelsesnummer, ofte kaldet G-nr.
Er der ikke et G-nr (af formatet XX-XXXX) eller anden tilkendegivelse af at være typegodkendt, så må olietanken ikke tages i brug.
Nogle ældre, ibrugværende tanke kan godt være lovlige selvom de ikke er typegodkendte, hvilket fremgår af de ovenstående tabeller.
Ikke alle olietanke med fabrikationsår i 1999 og få år frem har et rigtigt typegodkendelsesnummer. Dette skyldes, at der ved introduktion af krav om typegodkendelse for overjordiske olietanke i 1999 var mulighed for dispensation, så producenterne kunne sælge ud af allerede fremstillede overjordiske ståltanke. Dette ses typisk ved at der på mærkeskiltet står SB600/81 under feltet 'Godkendelsenummer'.
SB600/81 er en Teknisk Forskrift fra Statens Brandinspektion (Beredskabsstyrelsen i dag), som tankene blev bygget i henhold til.
Olietanke med SB600/81 på mærkeskiltet/tankattesten er ikke typegodkendte og har ikke indvendig korrosionsbeskyttelse. Sløjfningsterminen for disse tanke er 30 år, som for alle andre øvrige ståltanke med kendt fabrikationsår.
Etablering af ny olietank
Når du skal have en ny olietank, skal du anmelde det til kommunen senest 14 dage før du ønsker at etablere tanken. Det gælder både for tanke til nedgravning og for overjordiske tanke. Det gælder også, selvom du bare skal have udskiftet den gamle olietank.
Du skal bruge Rebild Kommunes anmeldelsesskema, når du skal informere kommunen om at du ønsker at etablere en ny olietank. I anmeldeskemaet skal du angive hvilken type tank du ønsker at opstille, samt tegne en skitse af tankens placering. Tanken skal overholde og etableres i henhold til gældende regler.
Når kommunen har modtaget din anmeldelse, undersøger kommunen om der er forhold der gør at tankanlægget ikke må opstilles eller om der evt. skal stilles skærpede krav til dit anlæg. Det drejer sig især om at vurdere anlæggets risiko i forhold til grundvand og miljø.
Kopi af tankattest skal indsendes til Rebild Kommune senest ved selve etableringen af olietanken.
Køber man en ny olietank, skal man sikre sig at leverandøren udleverer en tankattest.
Flytning af olietank
Nedgravede olietanke må ikke flyttes.
Overjordiske olietanke må gerne flyttes. Tanken skal være forsynet med oprindeligt mærkeskilt. Det skal dog anmeldes til Center Natur og Miljø, på kommunens skema, da nedtagningen kan betragtes som en sløjfning, og opstilling et nyt sted er at betragte som en etablering.
Sløjfning
Når olietanken er tømt for de sidste rester af olie, kan den sløjfes. Dette foregår enten ved at fjerne tanken fra ejendommen, eller ved at afmontere udluftningsrøret og påfyldningsrøret samt blænde tanken af, så det ikke længere er muligt af fylde fyringsolie i tanken.
Husk i den forbindelse at kommunen skal underrettes om hvordan og hvornår tanken sløjfes, og hvordan ejendommen fremover opvarmes.
Meddelelse om sløjfning af olietank skal ske på kommunens skema.
Såfremt der i forbindelse med sløjfning af olietank konstateres jordforurening eller konstateres tæring eller revner i tanken, skal Natur og Miljø straks underrettes om dette.
Forsikring
Olieselskabernes forsikringsordning (varetages af Topdanmark) betaler i et vist omfang for at undersøge og oprense forureninger fra villaolietanke som er i brug og er lovlige. Forsikringsordningen bliver betalt af oliebranchen i Danmark.
Forsikringsordningen dækker dog kun villaolietanke, hvorfra fyringsolien benyttes til opvarmning af mindst 50% af en privatbolig.
Dvs. har du en olietank med fyringsolie til opvarmning af virksomhed eller bruger du en olietank til opbevaring af motorbrændstof (diesel), så bør du kontakte dit forsikringsselskab, og sikre dig at forsikringen dækker.
Uanset om din olietank under 6000 l er omfattet af forsikringsordningen eller ej, så gælder kravet om typegodkendelse og de ovenstående sløjfningsterminer alligevel.
Hul på olietank eller rør
Går der hul på - eller sker der spild fra - en olietank eller de tilkoblede rør, skal man straks melde det til Center Natur og Miljø på tlf. 99 88 99 88.
Anmeldelsesskema
Du kan finde Rebild Kommunes skema til anmeldelse af olietanke her. Du kan ikke skrive direkte i skemaet men må printe det ud, udfylde det og sende det til Center Natur og Miljø. Har du ingen adgang til en printer, er du velkommen til at rekvirere skemaet ved Center Natur og Miljø på tlf. 99887658.
Det udfyldte anmeldelsesskema (og tankattest) skal sendes i underskrevet stand til:
Rebild Kommune
Center Natur og Miljø
Hobrovej 88
9530 Støvring
eller som indscannet pdf-fil pr. email til:
raadhus@rebild.dk med 'Center Natur og Miljø' skrevet i emne-feltet.
Mere information om Olietanke
Reglerne er fastsat af Miljøstyrelsen og man kan læse mere her .
Olietankbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines - BEK nr 259 af 23/03/2010) kan findes i sin helhed på www.retsinformation.dk.
Mere om Oliebranchens forsikringsordning findes her.
For nedgravede tanke har anmeldelse til kommune, fastgjort mærkeskilt og indsendelse af tankattest været et lovkrav siden 1970. For overjordiske tanke blev det samme først gældende fra 1999, omend kravet om fastgjorte mærkeskilte har været gældende siden 1980.