Center Sundhed
Center Sundhed arbejder med områderne sundhedsfremme og forebyggelse, træning, sundhedspleje, tandpleje, høreomsorg, rehabiliteringsforløb samt indsats mod misbrug.
Sundhedsfremme
Det sundhedsfremmende arbejde har til formål at forstærke den sygdomsforebyggende indsats og almene sundhed i kommunen. Sundhedsudviklingen realiseres via aktiviteter og projekter, der tager sit udgangspunkt i en tværfaglig og sammenhængende indsats omkring Sundhedsklinikken i Støvring.
Træning
Rebild Kommune tilbyder genoptræning til borgere, der har behov for at generhverve deres daglige færdigheder i forbindelse med funktionsnedsættelse, som er forårsaget af sygdom eller anden svækkelse. Vedligeholdende træning tilbydes for at vedligeholde, forbedre eller forhindre tab af fysiske og sociale funktioner.
Sundhedspleje
Sundhedsplejen er til for de mindste, de unge og deres familier. Sundhedsplejerskerne hjælper, rådgiver og støtter familier med børn i alderen 0-16 år. De tager på hjemmebesøg, undersøger, måler og vejer de små. De vejleder via telefon, mail, konsultationer og mødregrupper.
Børn i skolealderen undersøges og støttes i at træffe sunde valg med henblik på en god voksentilværelse. Der oplyses om pubertet, sex og menstruation og arbejdes i tæt samarbejde med forældrene, så børnene har det godt og trives i dagligdagen.
Tandpleje
Rebild Tandpleje tilbyder tandpleje til alle børn og unge under 18 år. Tilbuddet omfatter både forebyggelse af tandsygdomme, behandling af tænder, mund og kæber og tandregulering. Desuden tilbydes omsorgstandpleje og specialtandpleje til børn og voksne med særlige behov.
Omsorgstandpleje er for personer med nedsat førlighed, vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Specialtandpleje tilbydes sindslidende, udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud.
Høreomsorg
Hvis du bor i Rebild Kommune og har nedsat høreevne, så kan du modtage høreomsorg. Høreomsorg er gratis, men der kan være egenbetaling for visse hjælpemidler.
Rehabiliteringsforløb
Rebild Kommune tilbyder forløbene til borgere med sygdomme indenfor hjerte-/karlidelse, kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) og type 2 diabetes.
Misbrug
Misbrugsteamet er Rebild Kommunes tilbud til borgere med et problematisk forbrug af alkohol eller andre rusmidler. Misbrugsteamet tilbyder rådgivning og vejledning, afklarende samtaler og behandling til borgere, der har et behov for det.
Centerchef
Anne Marie Holm
Send en mail