Vedtægter for Bruger- og pårørenderåd
Vedtægter for Bruger- og Pårørenderåd ved ældrecentrene i Rebild Kommune
§ 1. Formål
Rådet skal fungere som et dialogforum mellem beboere, de pårørende, personale og ledelse om tilrettelæggelsen af hverdagen for beboerne.
Rådet skal medvirke til, at omsorgen for beboerne lever op til det serviceniveau og de kvalitetsstandarder, der er fastsat af Rebild Kommune.
Rådet skal udtale sig om de tilsynsrapporter, der udarbejdes i forbindelse med kommunale tilsynsbesøg og embedslægens tilsynsbesøg på det ældrecenter, som det er tilknyttet, samt den årlige redegørelse om tilsynene på stedet.
§ 2. Sammensætning og valg af Bruger- og Pårørenderådets medlemmer
Der etableres ét Bruger og Pårørenderåd for hvert ældrecenter i kommunen.
Beboer- og Pårørendegruppen skal udgøre flertallet i rådet.
Der vælges 3 - 5 repræsentanter blandt beboere og deres pårørende på ældrecentre med op til 30 boliger.
Der vælges 3 - 7 repræsentanter blandt beboere og deres pårørende på ældrecentre med flere end 30 boliger.
Der vælges 2 - 4 suppleanter blandt beboere og deres pårørende.
Ældrecentrets Distriktsleder er født medlem af rådet og fungerer som rådets sekretær.
Distriktsleder udpeger 1 – 2 repræsentanter blandt personalet på ældrecentre med op til 30 boliger.
Distriktsleder udpeger 1 – 4 repræsentanter blandt personalet på ældrecentre med flere end 30 boliger.
Suppleanter kan deltage i møderne og indgår som fuldgyldigt medlem ved andets medlems afbud. Suppleanterne indgår i den valgte rækkefølge.
Alle beboere på ældrecentret og deres pårørende kan vælges.
Rådet udsender invitation til beboere og nærmeste pårørende senest 14 dage før afholdelse af et møde.
Der sker valg af medlemmer og suppleanter for en 2 årig periode.
Valg af beboere og pårørende sker på et fælles møde for beboere og pårørende hvert år i 4. kvartal.
Første gang sker valg for halvdelen af medlemmerne for en et årig periode, hvor den anden halvdel vælges for en 2 årig periode. Der afholdes således et valgmøde hvert år.
Eventuelle suppleringsvalg kan foregå når beboere og deres pårørende ikke længere udgør et flertal i Bruger- og Pårørenderådet.
Bruger- og Pårørenderådet konstituerer sig selv med formand og næstformand på sit første møde.
Formanden vælges fra beboer- og pårørendegruppen. Ved formandens eller næstformandens udtræden konstituerer Bruger- og Pårørenderådet sig på ny.
I tilfælde, hvor tilknytning til ældrecentret ophører på grund af dødsfald, er det op til det enkelte medlem at afgøre, om man ønsker at forblive i Bruger- og Pårørenderådet valgperioden ud.
Bruger- og Pårørenderådet fastsætter selv sin forretningsorden (møder, dagsorden, referater, indkaldelser m.m.).
Referater og høringssvar tilsendes til afdelingsleder i Pleje- og Omsorgsafdelingen, til orientering.
Der skal som minimum afholdes 4 ordinære møder om året.
§ 3. Arbejdsområde og kompetence
Rådet skal overordnet repræsentere beboernes interesser.
Bruger- og Pårørenderådet:
- Inddrages ved fastlæggelse af retningslinjer for den daglige pleje- og omsorgsindsats som har afsæt i Kommunens kvalitetsstandarder.
- Udtaler sig om kvalitetsstandarderne (modtager kvalitetsstandarder if. høring).
- Sætter fokus på de forhold, der har betydning for beboernes personlige og sociale trivsel.
- Indgår i dialog med Centralkøkkenets leder if. kostplaner.
- Indgår i dialog med ældrecentrets ledelse if. aktiviteter og samvær jf. gældende kvalitetsstandarder.
- Udtaler sig om tilsynsrapporterne vedrørende de kommunale tilsyn og embedslægens tilsyn, samt om den årlige redegørelse om tilsynene på ældrecentret.
- Formand har en dialog med det kommunale tilsyn ved de anmeldte kommunale tilsynsbesøg.
- Samarbejder med boligselskab (hvor boligselskabet forestår udlejning m.m. af ældrecentrets boliger).
- Samarbejder med Ældrerådet i Rebild Kommune og andre valgte råd ved ældrecentret, herunder evt. venneforeninger.
- Samarbejder med Bruger- og Pårørenderådene ved ældrecentrene i Rebild kommune.
- Medvirker til at sikre en let adgang for beboere og pårørende til at drøfte konkrete forhold med ældrecentrets ledelse.
- Deltager i dialogmøder med Sundhedsudvalget if. aftalekontrakt ved det pågældende ældrecenter.
Rådet kan ikke gå ind i konkrete personsager, hverken for beboere eller personale.
Tavshedspligt
Medlemmer af Bruger- og Pårørenderådet har tavshedspligt omkring alle personlige oplysninger, som måtte komme til deres kendskab.