Til forsiden

Velkommen til Rebild Kommune

Det er mig en glæde at byde dig velkommen til Rebild Kommune. Her på vores hjemmeside kan du finde praktiske oplysninger og information om kommunen samt oplysninger om aktuelle sager. Jeg håber, at det vil være medvirkende til, at du hurtigt finder dig til rette i din nye kommune.

Smuk natur, levende kultur
Spørger vi tilflyttere om, hvorfor de er flyttet hertil, svarer de typisk inden for fire kategorier: Attraktive grunde, huse og priser, beliggenheden tæt ved motorvej og jernbane, gode institutioner og fritidstilbud samt naturen.

Vi har fået noget af Danmarks skønneste natur forærende. Hele kommunen er begunstiget af smukke naturområder til gavn for både befolkning og turisterhverv. Naturen er også vigtig for kulturlivet, og dertil kommer selvfølgelig en række moderne kultur- og fritidsfaciliteter.

Vækst og udvikling
Rebild Kommune er Himmerlands mindste, men vi har et godt fundament i kraft af velfungerende byer og gode trafikforbindelser. I byrådet gør vi hele tiden en stor indsats for, at kommunen fortsat er attraktiv for nye virksomheder og nye indbyggere. Indtil videre har den indsats båret frugt, hvilket er vigtigt for at kunne tilbyde borgerne en høj service.

Nærdemokrati og borgerinddragelse
Vi lægger stor vægt på nærdemokrati og på at gå i dialog med borgerne i sager, der vedrører deres hverdag. Foruden aktive borgere i de mange foreninger inden for kultur, fritid og idræt vil vore små og store lokalsamfund ikke blomstre, sådan som vi ønsker det.

Vores ambition er enkel: Borgerne og erhvervslivet skal opleve kommunen som en moderne og veldrevet virksomhed, der leverer service af høj kvalitet. Dygtige, engagerede og omstillingsparate medarbejdere er den bedste garanti for, at vi kan leve op til dette mål.

Du kan finde flere selvbetjeningsløsninger her på hjemmesiden, men du er naturligvis altid velkommen til at kontakte Borgerservice for personlig betjening. Ønsker du at drøfte et spørgsmål med mig eller en udvalgsformand, er du også velkommen. Se kontaktoplysninger.

Venlig hilsen

Anny Winther
Borgmester

 

Opdateret 24.11.11 anky