Til forsiden

Sygesikring i udlandet

Når du rejser i udlandet, skal du altid medbringe dit gule sundhedskort.

Den offentlige rejsesygesikring dækker pr. 1. januar 2008 kun udgifter til lægebehandling i EU, Færøerne, Grønland, Schweiz, Norge og en række små europæiske stater.

Følgende lande er omfattet af rejsesygesikringen

Rejser du uden for disse lande, bør du få tegnet en privat rejseforsikring.

Du er dækket af dit gule sundhedskort i udlandet, når du:

  • rejser i mindre end en måned
  • er på en ren ferie- eller studierejse

Hvis der opstår tvivl, når du opholder dig i udlandet, kan du anvende det vagtnummer, som står på bagsiden af kortet og få vejledning fra den telefoniske vagtservice, som har døgnåbent.

Dækning af udgifter

Du kan risikere at skulle betale for lægehjælp og medicin direkte på feriestedet. Sundhedskortet er en sikkerhed for, at du får refunderet de udgifter, der er dækket, når du kommer hjem. Husk derfor at få kvitteringer på dine udgifter.

Du kan få refunderet dine udgifter hos SOS International a/s ved at udfylde en skadesanmeldelsesblanket.

Hjemtransport

Dækning af hjemtransport er bortfaldet 1. januar 2008. Du vil dog stadig kunne få dækket ekstraudgifter til lægeordineret hjemtransport fra Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Grønland. Hjemtransport af en sikret, der er afgået ved døden, og af en eventuel ledsager samt medrejsende børn under 16 år er også fortsat dækket. 

Det blå EU-sygesikringskort

Du skal have et EU-sygesikringskort ved rejse til et EU/EØS land, når du:

  • skal være på ferie i mere end 30 dage
  • skal i praktik eller være au pair
  • skal studere eller følge en faglig uddannelse
  • skal arbejde for din danske arbejdsgiver (kræver også en godkendt E101 fra Den Sociale Sikringsstyrelse)
  • har en kronisk sygdom og ved, at du kan få behov for behandling eller andet.

Som kroniker bør du først undersøge, om du kan få forhåndstilsagn om dækning under det gule sundhedskort. Test her om du har brug for medicinsk forhåndsvurdering.

EU-kortet giver ret til læge- og sygehusbehandling, medicin mm., hvis du bliver syg under et ophold i et europæisk land. Kortet dækker ikke kun akut sygdom og tilskadekomst, men det der kaldes 'behovsbestemt sygehjælp'. Den behovsbestemte hjælp vil sige, at det er lægen, der afgør, hvilken behandling du kan få. EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet og den giver kun ret til de samme ydelser, som borgerne i det pågældende land har. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv.

Forsikringen dækker ikke sygetransport hjem til Danmark, og den dækker ikke, hvis formålet er at få behandling i udlandet.

Det er ikke nødvendigt for danske statsborgere at have et EU-sygesikringskort ved ophold i de nordiske lande. Heller ikke i Storbritannien og Nordirland, hvor det er nok at vise sit pas.

Bestil et blåt EU-sygesikringskort via selvbetjening i menuen til højre.

Kortet er gratis og leveringstiden er ca. 10 dage. Skal du rejse inden 10 dage, kan du bestille et midlertidigt bevis ved henvendelse til Borgerservice.

Yderligere information

Du kan læse mere om de samlede regler for rejsesygesikring på Rejsesygesikringens hjemmeside eller henvende dig til Borgerservice.

Se også "Sådan er du dækket på rejsen", der viser forskellen på det gule og det blå kort.

 

14.12.2011 chge