Sandfang i vandløb
Et sandfang er en kort vandløbsstrækning, hvor vandløbets bredde og dybde er udvidet. Derved nedsættes vandets hastighed på strækningen og sandet synker til bunds i sandfanget. Sandfanget tømmes med passende interval.
Sandfang anlægges for at begrænse transporten af sand i vandløbet. Sandet kan forringe livsbetingelserne for vandløbets flora og fauna, hvis det lægger sig som en "dyne" på vandløbets bund.
Læs herunder om sandvandringsproblemet, om lovgivningen og hvor, man kan forvente at få lov at anlægge sandfang.
På Danmarks Fiskeriundersøgelsers hjemmeside kan du læse om de positive virkninger af sandfang på ørredebestanden
Stop kilderne til sandtransport
Unaturlig stor sandtransport og aflejring af sand i vandløbet skal først og fremmest undgås ved forebyggelse. Derfor skal årsagerne til sandproblemet findes først, og i det omfang det er muligt, skal problemet løses ved kilden i stedet for at bygge sandfang.
Der kan være mange grunde til forøget sandtransport:
· Erosion fra dyrkede marker
· Erosion ved vandingssteder
· Nedskridende brinker som følge af manglende hegn i forbindelse med græsning eller pga. dyrkning for tæt på vandløbet
· Tilførsel fra dræn og grøfter
· Reguleret vandløbsprofil
· Uhensigtsmæssig vandløbsvedligeholdelse
· Forsinkelsesbassin med afløb til vandløbet
Lovgivning
Tilladelse
I alle vandløb omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 skal der søges om og opnås dispensation hos amtet, inden et sandfang kan anlægges.
Hvis vandløbet er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16 (åbeskyttelseslinien) forudsættes tillige dispensation fra denne bestemmelse.
De beskyttede vandløb kan ses på http://www.miljoeportal.dk/Arealinformation/
Tilladelse kan gives i tilfælde hvor:
· gydebanker og værdifulde vandløbsstrækninger trues af sandtilførslen. Hele vandløbet bedømmes for at afgøre hvilken rolle den/de truede gydebanke(r) udgør.
· gentagne opgravninger af sand for at overholde regulativet er til skade for vandløbsmiljøet.
· det vurderes hensigtsmæssigt i forbindelse med ændring af vedligeholdelsen eller ved restaurering af vandløb.
Godkendelse efter vandløbsloven gives af vandløbsmyndigheden (kommunen).
Afslag
Der kan ikke forventes givet tilladelse til sandfang i tilfælde hvor:
· 2 m bræmmebestemmelserne ikke er overholdt
· der ikke er undersøgt/afprøvet andre forebyggende tiltag
· sandfanget med tilkørselsmulighed ønskes placeret i værdifuld beskyttet natur